Fedtet offentlig indretning

januar 6th, 2010 by Bettemand

Vi er i de fleste tilfælde alt for nærige, når vi i vores del af verden skal indrette det offentlige rum. Derfor ender det ofte med, at en plads eller et torv, der sagtens kunne have været en varm og inspirerende oplevelse, ender som en upersonlig stenørken. OK, man forsøger i mange tilfælde at bryde den kedelige, grå beton med nogle plantekasser eller andet, men det hjælper kun en lille smule.

Det problem mindes man ofte om, når man er på besøg i sydeuropæiske byer. Her anvender man i mange tilfælde belægningssten af naturmaterialer i stedet for den støbte beton, vi er så vant til i Danmark.
På mange pladser og for den sags skyld også gågader møder man en belægning af granitsten i forskellige farvenuancer eller måske fint tilskårne sandsten eller plader af skifer.

Sådanne naturmaterialer giver et helt andet og varmere indtryk end den upersonlige beton, vi omgiver os med i de fleste danske byer. Jeg skal ikke gøre mig alt for klog på holdbarheden af de forskellige materialer, men jeg er overbevist om, at for eksempel skiffer – der jo er et frostsikkert materiale – holder noget længere end de billigere belægningssten af beton.

I det lange løb vil det næppe være mærkbart dyrere at anvende granit eller skifer i stedet for beton, når det offentlige rum skal klædes på. Derfor undrer det mig, at vore politikere i langt de fleste tilfælde vælger at spare på materialerne. Der er langt mere atmosfære, når der bruges naturmaterialer.

Posted in Ikke kategoriseret | No Comments »

Comments are closed.